Synspunkt: ”Håndsudrækning” til Taliban

Af Faizan Ali

Den 21. januar 2010 udgav US State Department en 38 siders rapport med titlen ”AFGHANISTAN AND PAKISTAN REGIONAL STABILIZATION STRATEGY”, som beskriver amerikanernes fremtidige strategi i Afghanistan og Pakistan.

Rapporten består af en række strategiske forslag, som har til formål at grundfæste den amerikanske dominans i regionen og som det fremgår af rapporten, er et af de strategiske forslag – nok den mest kontroversielle, men dog ikke uventet – støtte afghansk ledet reintegration”; en handlingsplan for hvordan de muslimer, som bekæmper koalitionsstyrkerne, kan ”reintegreres” det afghanske samfund. Med andre ord tilsigter denne strategi at fjerne mujahideen fra slagmarken og ind i det politiske system.

Dette er i fin tråd med de seneste udtalelser fra en række fremtrædende embedsfolk, som alle agiterer for strategien. Fx kan generalen for NATO-styrkerne, Stanley McChrystal, citeres for at have sagt: ”Jeg tror, at en politisk løsning på alle konflikter er en uundgåelig udgang. Og den rigtige afslutning”.

Og i forbindelse med hvorvidt Taliban kan optræde i en fremtidig afghansk regering, så svarede McChrystal: "Jeg tror, at alle afghanere kan spille en rolle, hvis de fokuserer på fremtiden og ikke fortiden".

På samme vis har FNs chef i Afghanistan, Kai Eide, udtrykt samme mulighed: ”Tiden er kommet til at fjerne nogle Taleban-ledere fra FNs terrorliste, for at kunne indlede direkte samtaler”. Og han tilføjede: ”Hvis man vil have relevante resultater, så må man tale med den relevante person, der har noget at sige”.

Herudover har den tyske udenrigsminister, Guido Westerwelle, sagt: ”Det bliver et af de afgørende midler til at få konflikter afsluttet. Vi må satse på at få Taleban-tilhængerne reintegreret i det afghanske" (Berlingske Tiderne, 26-01-2010). Den amerikansk valgte præsident i Afghanistan, Hamid Karzai har også agiteret for strategien. Under sit ophold i Tyrkiet viste han villighed til at iværksætte kolonistaternes politiske vilje: Han sagde: "Jeg vil komme med en erklæring på konferencen i London med det formål at fjerne nogle "Taliban-navne" fra FNs sanktionsliste".

Endelig er der den amerikanske udenrigsminister, Hilary Clintons udtalelse: "Vi skal støtte den afghanske regerings initiativer, der har til henseende at separere ekstremisterne fra Al-Qaedah og Taliban samt de som har tilsluttet deres rækker grundet desperation og ikke grundet overbevisning ”. Og hun tilføjede: "De burde blive tilbudt en forsoning og reintegration i et fredfyldt samfund, hvis de er villige til at give afkald på vold og bryde med Al-Qaedah og støtte konstitutionen".

Disse udtalelser tyder på en enstemmighed omkring denne strategi, som man ifølge den omtalte rapport er villig til at bruge mere end 100 millioner dollars på om året.

Når en given magt vælger at ændre en strategi, så er det fordi den foregående strategi har vist sig at været en fiasko, da den ikke har formået at realisere et givent mål og fordi formålet med strategier i sagens natur, er at de skal realisere bestemte mål. Da man har indset, at man ikke er i stand til at nedkæmpe oprørerne militært, påviser valget af en ny strategi, at krigen i Afghanistan er en fiasko for amerikanerne og koalitionsstyrkerne.

Desuden oplever den amerikanske administration og de europæiske regeringer en tiltagende modstand mod krigen fra deres befolkninger. Myten om Afghanistan-krigen som den gode krig er smuldret i befolkningernes øjne. En rapport fra analyseinstituttet, ComRes, indikerer, at 64 procent af briterne føler, at krigen ikke kan vindes.

Strategien, som amerikanerne vil benytte i Afghanistan er ikke ny, men tværtimod er det en ”gammel” kolonialistisk fremgangsmåde, som de også gjorde brug af i Irak i 2007 og 2008. Ifølge New York Times formåede man dengang at få 30.000 muslimske ”oprørere” til at smide våbnene ved at tildele dem lønninger.

Kolonimagternes langsigtede plan er at grundfæste deres dominans over den islamiske verden, hvilket ikke kun omfatter den militære kolonisering, men i høj grad også den økonomiske, politiske og kulturelle kolonisering - et faktor, som ikke må overses! Den militære tilstedeværelse i Afghanistan vil ikke være permanent, som amerikanerne har antydet, men derimod vil den økonomiske, politiske og kulturelle kolonisering vedblive med at eksistere, som rapporten bekræfter: "Mens vores militære mission i Afghanistan ikke er permanent, så vil vi stadigvæk være politisk, diplomatisk og økonomisk engageret i Afghanistan og Pakistan for en lang periode, for at beskytte vores interesser i regionen".

Allah taala har pålagt muslimen forpligtelser, som muslimen skal opfylde. Disse forpligtelser er ikke begrænset til individuelle forpligtelser, da muslimen ikke kun har forpligtelser overfor ham selv, men også forpligtelser overfor sin familie og ummah. Muslimens forpligtelser overfor ummah legemliggøres blandt andet i, at muslimen kollektivt (partimæssigt og gennem en stat) beskytter ummah mod den skade som kolonimagterne gennem deres strategier vil påføre ummah. Derfor er det yderst nødvendigt, at muslimen tilegner sig politisk bevidsthed ved at observere stormagternes strategier og initiativer mod den islamiske ummah, så muslimerne kan beskytte sig mod den skade som strategierne medfører. Især i disse tider hvor der på overfladen bruges en "mildere" fremgangsmåde overfor muslimerne end tidligere, er det vigtigt at muslimen ikke glemmer at anskue disse strategier i relation til den overordnede målsætning, som kolonistaterne har lagt for sig i den islamiske verden.